I 2. division, gruppe 2 var der fællesafslutning i Næstved, hvor tre fynske divisionshold deltog. Her skulle det afgøres, om FREM eller Sydøstfyn rykkede op i 1. division, mens det for Nyborg gjaldt om at slutte pænt af mod Næstved, da nedrykning til Fynsserien for længst var en kendsgerning. Trods 3-5 mod værterne ydede nyborgenserne en af sæsonens bedste præstationer, da de efter rating stod til at tabe 1.76-6.24.

Al spænding samlede sig selvfølgelig om duellen mellem FREM og Sydøstfyn, hvor kun et halvt point skilte de to oprykningskandidater i odenseanernes favør, men da Niels Højgaards tropper havde flest matchpoint, ville de rykke op i tilfælde af pointlighed. Forudsætningerne for en lang og spændende søndag kunne ikke være bedre, og de involverede sørgede i ekstrem grad for, at det også blev tilfældet. FREM mødte Ringsted, der som Sydøstfyns modstander Dianalund ikke måtte tabe stort, da de så risikerede at ryge under stregen, hvorfra Nykøbing F. lurede på chancen.

Op mod første tidskontrol lå det til Sydøstfyn, der var kommet foran 4-2, mens det stod 3-3 i den anden match, men da der næste gang kunne gøres status, stod der 4-3 i begge kampe, så udfaldet af de sidste to partier ville blive altafgørende. Her sad Michael Jensen fra FREM med en merbonde i et tårnslutspil med 4 bønder mod 3., og da en sejr ville være ensbetydende med oprykning, prøvede han af al magt at vinde. Selv om stillingen var teoretisk remis, er der jo mange eksempler på, at den underlegne part taber den slags stillinger, men modstanderen lavede ingen fejl, og med 2 minutter tilbage på klokken, var Michael nødt til at trække i nødbremsen og give remis.

Al interesse samlede sig nu om det sidste parti, hvor Sydøstfyns Arne Andersen længe var en bonde op i et dobbelt springerslutspil, men da det var på bekostning af en meget passiv stilling, hvor de få bønder var svære at aktivere, lignede det på det tidspunkt en klokkeklar remis med FREM-oprykning til følge. Den kunne allerede have været en kendsgerning, thi i en tidligere fase overså Dianalund-manden to gange, at hans konge kunne hente den ene af Arnes vildfarne springere, hvorpå det ville have været nat med Sydøstfyns oprykningsdrømme uanset udfaldet af Michaels parti.

Dramaet foregik på ottendebrættet, og selv om sjællænderen burde kunne spille frit, da hans hold på det tidspunkt var reddet, var han tydeligvis den af de to reserver, der var mest utilpas ved at være i begivenhedernes centrum. Sådan så det i hvert fald ud på brættet, hvor Dianalund-spilleren med 5 minutter mod Arnes 1 undlod at vælge en af mange veje til mindst remis, og vi kommer ind, da afgørelsen falder:

Hvid: Lars Vandrup, Dianalund (1700)
Sort: Arne Andersen, Sydøstfyn (1834)
1.Sf4??
Der skulle spilles 1.Kxd4! Sf3+ 2.Ke4 Sxg5+ 3.Kf5 med en stendød remis
1...d3! 2.Sxd3??
2.Kxe5! redder stadig situationen for hvid, idet såvel 2...d2 3.g6! hxg6 4.Ke6!! som 3...d1(D) 4.Se6+ Ke8 5.f7+ er remis.
2...Sxd3 og sort erobrede hvids bønder, førte h-bonden i mål og satte mat med 10 sekunder tilbage på uret!
0–1.

Mens Sydøstfyn-spillerne jublede over miraklet, var der dømt deja-vu for en flok slukørede FREM-spillere, der ikke kunne undgå at tænke tre år tilbage, hvor en overset mat i ét træk havde samme kedelige konsekvenser. At de denne gang måtte se deres skæbne afgjort fra sidelinjen, hjalp bestemt ikke på humøret.
Enkeltresultater og slutstilling på: http://divi.dsu.dk/div44/divi44.htm og Sydøstfyns version af begivenhederne på: http://home6.inet.tele.dk/gudbjerg/.