11. december 2018Filip Boe blev fynsmester i lynskak 2018
Af Kristoffer Dyrgaard
Fynsmesterskabet i lynskak blev afviklet mandag aften, den 10. december, i Frem Skakklubs lokaler. Med garanteret første- og andenpræmie på hhv. 1000,- og 500,- udlovet fra Fyns Skak Union lykkedes det - trods en mørk aften i den travle julemåned - at tiltrække et talstærkt felt.

Turneringen blev afviklet over 11 runder i en stor Schweizer-gruppe, hvor lynspecialister som FM Mads Boe, FM Filip Boe, IM Mads Hansen og Kim Skaanning måtte forventes at have de største chancer for at opnå del i præmierne samt titlen som Fynsmester i lynskak.

Der var desuden oprettet 3 ratinggrupper, hvormed alle havde en realistisk chance for at gå rigere hjem.

Halvvejs gennem turneringen havde Kim Skaanning og Mads Boe via sejre over hhv. Filip Boe og Kristoffer Dyrgaard sikret sig en delt førsteplads.
Filip Boe afgav efterfølgende dog kun en enkelt remis til Mads Boe, hvilket bragte Filip stærkt tilbage i titelkampen. En indbyrdes remis mellem de førende Kim og Mads Boe i 6. runde kombineret med yderligere pointtab mod slutningen af turneringen gjorde, at Filip Boe efter de 11 runder kunne lade sig hylde som udelt vinder med 9½ / 11 foran Kim og Mads Boe med hver 9 point.

PRÆMIERNE FORDELTE SIG SÅLEDES:
Fynsmester 2018:  Filip Boe Olsen (Nordre) 9½ / 11
2-3. præmie: Kim Skaanning (Evans) og Mads Boe (Skanderborg) 9
4. præmie: Kristoffer Dyrgaard (Frem) 8

Bedst under 1950: Tredelt førsteplads - Thomas Bo Thomsen (Middelfart), Jess Nykjær (Nr. Aaby) og Markus Maagaard (Frem) 6½

Bedst under 1700: Vitus Bondo Medhus (Evans) 6½
2-4. præmie: Jonathan Roed Jacobsen, Albert Mechlenburg, Mikkel Bruun-Jensen (alle Frem)

Bedst under 1401: Tredelt førsteplads - Frank Jepsen (Ejby), Christian Ringsmose (Frem) og Rasmus Lehd (Frem) 5

Klik her for at se turneringstabellen.

Mads Hansen - Filip Boe
Mads Hansen - Filip Boe