12. oktober 2016OM 2016 nærmer sig
Af Niels Erik Nielsen
Årets Odensemesterskab, der med FREM Skakklub som arrangør afholdes på Giersings Realskole fra 14. til 16. oktober, kunne allerede 18. august melde alt udsolgt.

På det tidspunkt var deltagerloftet på 102 nemlig nået, hvorfor det blev nødvendigt at oprettet en venteliste.

Den er der efterfølgende blevet fyldt godt op fra, og listen har således vist sig at være et nyttigt arrangør-redskab, dog heldigvis uden at det har forrykket det samlede billede.

De 102 deltagere er fordelt på syv mestergrupper og 10 basisgrupper, og samtlige grupper er allerede lagt, så med mindre der indløber sidste-øjebliks-afbud, kan der allerede nu sættes navne på deltagerne i de respektive grupper, som kan ses på www.frem-skakklub.dk.

IM Mikkel Antonsen favorit til at genvinde OM-titlen
Højest ratet i IM-gruppen er sidste års vinder IM Mikkel Antonsen, som i mellemtiden er skiftet fra Næstved til Køge, men han følges tæt af IM Igor Teplyi, Nordre, der vandt turneringen i 2008, 2009 og 2012 og af IM Rasmus Skytte, Århus/Skolerne, som strøg til tops i 2007.

De tre tidligere odensemestre vil dog helt sikkert blive udfordret af FM Jakob Aabling-Thomsen, Brønshøj, som for kort tid siden opfyldte det sidste krav til IM-titlen og derfor kun venter på den formelle udnævnelse.

IM-gruppen i styrkeorden efter dansk rating/Elo:
IM Mikkel Antonsen, Køge 2449/2458
IM Igor Teplyi, Nordre 2441/2431
IM Rasmus Skytte, Århus/Skolerne 2420/2398
FM Jakob Aabling-Thomsen, Brønshøj 2372/2380
FM Jesper Søndergård Thybo, Jetsmark 2300/2358
FM Mikkel Manosri Jacobsen, BMS Skak 2245/2214



Præmietagerne ved OM 2015: Mads Smith Hansen, Mikkel Antonsen og Igor Teplyi.

De lokale helte finder vi længere nede
Højest rangerede lokale spiller er Simon Wilbrandt, FREM, der som deltager i mester 2 vil være på LIVE i samtlige runder.

Han får i de underliggende mestergrupper følgeskab af fire andre fynboer, nemlig klubkammeraterne Sophus M. Møller og Brian Nielsen samt Birger Olsen, Sydøstfyn og Alex Sørensen, Læseforeningen.

Følg turneringen LIVE på nettet
Som sædvanlig vil der hele weekenden være live-transmission fra de tre øverste grupper, ligesom der på skift vil blive udvalgt endnu en gruppe efter afstemning på arrangørklubbens hjemmeside: www.frem-skakklub.dk.

De 12 partier fra hver af de fem runder kan følges her: http://liveskak.dk/2016/odensemesterskabet/

OM i lynskak
Lørdag den 15. oktober kl. 21.15 afholdes OM i lynskak, som er åbent for alle.

Tilmelding foregår enten til Kristoffer Dyrgaard, e-mail: kristoffer@frem-skakklub.dk, tlf.: 25 75 76 78 eller på spillestedet senest samme aften kl. 20.00.



OM 2015.