17. maj 2016DSU-pokalfinalestævnet - Eliterækken
Af Niels Erik Nielsen

DSU-pokalfinalestævnet blev for andet år i træk afviklet på Hotel Svendborg, der søndag den 15. maj samlede 52 hold fordelt på fem rækker, og da FREM vandt guld i Bredderækken, Sydfyn guld i Senior 50+ og FREM 1 sølv i Juniorrækken, gjorde de lokale mandskaber en særdeles overbevisende figur. Hvert hold bestod af fire spillere, og da flere af dem benyttede sig af muligheden for at stille med en reserve, nåede deltagertallet et pænt stykke over 200. Rekord var der dog langt fra tale om, hvilket også fremgår af, at der var fire hold færre til start end sidste år. Oprindelig var antallet af hold på 54, men to kvalificerede mandskaber i Bredderækken valgte i sidste øjeblik at trække sig.


Tidsplanen holdt og alt andet fungerede også upåklageligt

Alle de øvrige hold nåede trods jernbanekoks hen over Fyn frem til tiden, og det lykkedes igen for arrangørerne at holde den stramme tidsplan. Sidste år betød et ulige antal hold i Senior- og Juniorrækken, at begge blev nødt til at spille med oversidder, men det blev vi heldigvis forskånet for i år, hvor Læseforeningen, selv om de slet ikke var kvalificeret, sørgede for et lige antal deltagere i Bredderækken ved på falderebet at stable et hold på benene. For andet år i træk blev der spillet i såvel 50+ som 65+ hos seniorerne, men da der kun var tilmeldt fire hold i den ældste række, blev de to grupper atter slået sammen, således at de 18 mandskaber mødtes på kryds og tværs, men der blev naturligvis stadig kæmpet om to sæt medaljer og ditto titler. De 14 mandskaber i Eliterækken og 12 mandskaber i Bredderækken havde som sædvanlig kvalificeret sig via lokale stævner i hovedkredsene, mens der igen var fri tilmelding i Senior- og Juniorrækken. Blandt de yngste kom kun 10 hold til start, hvilket var tre færre end sidste år, og da FREM og SK 1968 bidrog med over halvdelen af dem, var kun i alt seks klubber repræsenteret her, hvilket bestemt må kunne gøres bedre fremover.

11 fynske mandskaber til start

Som stævnets værter plejer 3. HK at være pænt repræsenteret i samtlige rækker, og på nær 65+ rækken var det da også tilfældet i år, hvor 11 lokale hold deltog, hvilket var et mere end i 2015-udgaven. Igen var det FREM og Nr. Aaby, der med hhv. 5 og 2 mandskaber trak det tunge læs, men Faaborg, Læseforeningen, Sydøstfyn og det til lejligheden sammensatte Sydfyn-hold bidrog også med hver et hold. Medlemmer af andre lokale klubber var heldigvis også involveret på det organisatoriske plan, og de var via deres arbejdsindsats med til at sørge for endnu et vellykket stævne.

Philidor pokalmester for femte år i træk

Når man bare skal skifte fjerde ud med femte, er det ingen sag at lave overskrifter, men modsat flere af de foregående år var der denne gang mere spænding om, hvor guldet havnede. Det skyldtes ikke så meget modstanderne, men nok snarere den omstændighed, at de forsvarende pokalmestre var uden GM Nils Grandelius, som spiller med ved EM. En anden ændring var, at IM Helgi Dam Ziska var fraværende, men i hans sted trådte IM Simon Bekker-Nielsen ind på andetbrættet som en fuldgod erstatning. IM Silas Lund debuterede på fjerdebrættet, mens GM Jakob Vang Glud  og IM Nikolaj Mikkelsen var med til at vinde pokalen i både 2014 og 2015. Klubbens stifter og mæcen Jan Andersen stod også angivet på holdkortet som reserve, men han kom aldrig i aktion, og mig bekendt var han slet ikke til stede på Hotel Svendborg. I år lykkedes det både Nordkalotten og Næstved at spille lige op med Philidor, og individuelt indkasserede holdet hele seks nederlag, hvilket var to flere end sidste år. Førstebrættet Jakob Vang Glud gik ubesejret gennem de seks runder og blev holdets topscorer med 5,5p., mens nederlagene fordelte sig ligeligt mellem de tre øvrige Philidor-spillere.

Københavnerklubben er kendt for at lægge hårdt ud, og det var da også tilfældet denne gang, hvor FREM i 1. runde blev besejret 4-0. Derpå vandt Philidor 2,5-1,5 over en af deres formodet værste konkurrenter Brønshøj, inden Næstved bremsede sejrsstimen ved at spille 2-2. I 4. runde kom Philidor dog tilbage på gevinstsporet ved at slå SK 1968 3-1. Der blev imidlertid skabt fornyet spænding om mesterskabets placering, da Nordkalotten i næstsidste runde gentog Næstveds kunststykke og klarede uafgjort. Inden sidste runde var situationen den, at Philidor var i spidsen med 13,5p., men de fulgtes tæt af Brønshøj med 13p. og Jetsmark og Nordkalotten, som begge havde 12p. Da Philidor imidlertid sluttede af med at vinde 3-1 over Jetsmark, mens Brønshøj måtte affinde sig med 2-2 med SK 1968, genvandt Philidor pokalen et helt point foran Brønshøj og Nordkalotten, der besejrede FREM 3-1. Helt på omgangshøjde med Brønshøj kom nordsjællænderne dog ikke, idet københavnerne havde et matchpoint mere, og følgelig sikrede sig sølv.

De fynske hold klarede sig som forventet

De to fynske repræsentanter i Eliterækken var FREM og Nr. Aaby, og med fem Skakliga-hold i feltet, regnede ingen med at se de to lokale 1. divisionsmandskaber med helt fremme, og det kom da også til at holde stik, men begge gjorde en udmærket figur. Som sidste år var der LIVE-transmission under hele stævnet, men denne gang var den udvidet, så de tre topopgør i Eliterækken i hver runde blev vist. Som en gestus over for de lokale arrangører fik begge de fynske hold i Elite-rækken fornøjelsen af at starte her, og mens det blev Nr. Aabys eneste optræden her, var FREM også på LIVE de sidste tre runder!

De forsvarende mestre uddelte bøllebank

Det var der ellers ikke meget der tydede på efter 1. runde, hvor odenseanerne løb ind i en øretæve på 4-0 til de forsvarende mestre. På førstebrættet holdt FM Kristoffer Dyrgaard ellers længe balancen mod GM Jakob Vang Glud, men en svag første række blev i sidste ende fatal.

FREM - Philidor.

Efter sin store succes i Fredericia Chess prøvede Simon Wilbrandt kræfter med andetbrættet, og det gik fint, idet han blev holdets topscorer med 3,5p. Som sort mod sin navnebror IM Simon Bekker-Nielsen gav FREM-spilleren en officer for to bønder, men det lykkedes ham aldrig at påvise tilstrækkelig kompensation, og favoritten vandt sikkert. På tredjebrættet mødte Per Stentebjerg-Hansen IM Nikolaj Mikkelsen, og parterne endte i et materielt lige slutspil, hvor Philidor-spilleren dog kunne glæde sig over en bedre bondestruktur, og han endte da også med at trække det længste strå. På fjerdebrættet deltog Niels Henrik Sørensen i de første to runder, hvorpå Stefan Wiecker tog over de fire sidste. Niels Henrik mødte IM Silas Lund, der i en materielt lige stilling fik et tårn ind på syvende række og en springer ind på e5, og det var mere, end sorts stilling kunne holde til.

Mikkel Clausen i hopla

Nr. Aaby lagde ud mod det tidligere Skakliga-mandskab Næstved, og det viste sig ikke uventet at være for stor en mundfuld. På førstebrættet var Martin Lund længe godt med mod IM Mikkel Antonsen, som dog endte med at vinde, og på andetbrættet mistede Mads B. Svendsen tidligt rokade-retten og måtte ned mod Mikkel Strange. Mikkel Clausen sørgede for Nr. Aabys eneste point ved på tredjebrættet at vinde over Thomas Christensen, hvis kongestilling forblødte:

Sort: Mikkel Clausen, Nr. Aaby

Sort: Thomas Christensen, Næstved

[noter: NEN]

1.e4 Sc6 2.Sc3 d6 3.f4 g6 4.Sf3 Lg7 5.Lc4 e6 6.0–0 Sge7 7.De1 Sd4 8.Sxd4 Lxd4+ 9.Kh1 Lxc3 10.bxc3 d5 11.Lb3 dxe4 12.Dxe4 Ld7 13.d4 Lc6 14.De5 Tg8 15.c4 Dd7 16.La3 Sf5

 



17.d5! 0–0–0 18.dxc6 Dxc6 19.Tad1 f6 20.De2 Sd4 21.Df2 e5 22.c3 Sf5 23.Dxa7 b6?

23...Da6 var nødvendigt.

 



24.La4! Txd1

24...Db7 strander på 25.Ld7+ Txd7 26.Dxb7+ Kxb7 27.Txd7.

25.Txd1 b5 26.Lxb5

1–0


På fjerdebrættet blev Kasper Larsen totalt udspillet af Nils Linde Olsen, der som hvid endte med at få et tårn ind på a8 og en springer ind på e7, hvor begge truede en løber på c8, som ikke kunne flyttes og kun var dækket af den sorte dronning.

Martin Lund vandt over JOFN

Resultaterne i 1. runde betød naturligvis LIVE-farvel til begge fynske mandskaber, og runden efter skulle FREM op mod rækkens klart svageste hold, Præstø, mens Nr. Aaby i et spændende lokalopgør mødte Fredericia. FREM afgav kun en remis på fjerdebrættet, mens vestfynboerne vandt et tæt opgør 2,5-1,5. Martin Lund blev den store helt ved at slå IM Jens Ove Fries Nielsen, men også Mikkel Clausen vandt på ny, og Mads B. Svendsen spillede remis med FM Carsten Bank Fries. Jens Ove er kendt for sin utraditionelle åbningsbehandling, og det var også tilfældet her, men han slap bestemt ikke godt fra denne fase af partiet:

Hvid: Martin Lund, Nr. Aaby

Sort: IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia

[noter: NEN]

1.c4 e6 2.d3 d5 3.Dc2 Sc6 4.Sf3 h6 5.a3 a5 6.g3 g5 7.h3 Lg7 8.Lg2 Sge7 9.Sc3 Sf5 10.Sb5 Ld7 11.Ld2 a4 12.g4 Sfe7 13.h4 gxh4 14.Sxh4 Sa5 15.Dxa4 Lxb2 16.Tb1

 



16...Lxb5??

Taber en officer; 16...Le5 eller 16...Lg7 burde prøves.

17.Dxb5+ Sac6 18.Dxb2 Tg8 19.cxd5 exd5 20.Lf3 Dd6 21.Sf5 Sxf5 22.gxf5

 



22...Dh2!? 23.Kd1

Naturligvis ikke 23.Txh2?? Tg1#.

23...Dxf2 24.Dxb7 Kd7 25.Db5 Tg1+ 26.Txg1 Dxg1+ 27.Kc2 Dd4 28.Lxd5! Da4+ 29.Dxa4 Txa4 30.Lxc6+ Kxc6

 



31.Lxh6! Txa3 32.e4 Ta2+ 33.Kc3 Th2 34.Lf4 Tf2 35.Le5 Ta2 36.Kd4 Kd7 37.Tb7 Tc2 38.Txc7+!

1–0

FREM vandt det fynske prestigeopgør

I 3. runde ramlede de to lokale hold sammen, og det møde slap odenseanerne klart bedst fra ved at vinde 3-1. Det blev remis mellem Kristoffer og Martin og Per og Mikkel, mens Simon og Stefan vandt over hhv. Mads og Kasper.

FREM - Nr. Aaby.

Midtvejs havde FREM efter to sejre i træk spillet sig pænt op i feltet, mens Nr. Aaby var at finde i den tunge ende, og her blev de hængende, idet det i fortsættelsen kun blev til to uafgjorte kampe og et nederlag. Dog skal det nævnes, at Martin Lund på det svære førstebræt som holdets topscorer formåede at score 3,5p.

Tre på stribe

Anderledes med FREM, der i 4. runde hentede den tredje sejr i træk, og det gik ud over Fredericia, som dog tabte med mindst mulig margin. Slutresultatet kom til veje via tre remiser og en gevinst, og Per Stentebjerg var svineheldig med den halve mod den tidligere FREM-spiller Michael B. Madsen, se blot her, hvor Per netop har spillet 71…Kg7-f6:

 

72.e7??

72.Tb6! Tg8+ 73.Kd7 Ta8 74.Tb7! og hvid vinder.

72...Tg8+ 73.Kd7 Txb8 74.e8D Txe8 75.Kxe8

½–½


Kristoffer gik i Martins fodspor ved at vinde over JOFN, der kun tabte til de to fynboer. Vi kommer ind i partiet efter Fredericia-spillerens 15.0-0-0:

 


15...Sxh5 16.Txh5 gxh5 17.Dxh5 Tad8 18.Sa4 Df4 19.Lxg7 Kxg7 20.g3 Dxf2 21.bxc4 Td6 22.Sc3 Th6 23.De5+ Df6 24.Dc7 Td8 25.Dxb7 Th2! 26.Db3 Td3 27.c5?

 



27...Thxd2!

0–1

 

 

Fredericia - FREM.


Tabte til de tre medaljetagere

Sejren betød, at FREM forblev på LIVE-brætterne, men nu ventede en af forhåndsfavoritterne i skikkelse af Brønshøj, men efter en udmærket indsats lykkedes det fynboerne at begrænse nederlaget til 1,5-2,5. Der var remis til Kristoffer, Per og Stefan mod hhv. FM Nikolaj Palm, GM Carsten Høi og FM Niels Nørskov, mens Simon måtte se sig udspillet af FM Jakob Aabling-Thomsen. Noget held var der dog også i sprøjten, idet stormesteren i spillernes gensidige tidnød tog remis ved evigskak i en totalt vundet stilling.

Trods nederlaget blev pladsen til højbords fastholdt, da FREM sluttede af mod Nordkalotten, der som Brønshøj i den grad var inde i medaljekampen. Her var Kristoffer længe materielt foran mod IM Björn Ahlander, men et eller andet gik galt, og svenskeren endte med at føre en bonde i dronning. Per måtte se modstanderen Jacob Sylvan spille a4-a5-a6-a7 uden at kunne gøre noget ved truslen om bondeforvandling, og valgte derfor at opgive, mens Stefan gik hårdt til Peter Jakobsen, som imidlertid køligt parerede alle trusler for derpå at slå kontra. Det kunne endda godt være blevet til mere for Nordkalotten, men Simon fik en uventet gave af Kåre Kristensen, der gik helt galt i bondeslutspillet efter FREM-spillerens 34.Ke4-d4:

 

34...Kg4??

34...b6!

35.Kc5! Kh3 36.Kd6 Kxh2 37.Kxe6 h5 38.Kf5 h4 39.e6 h3 40.e7 Kg2 41.e8D h2 42.De4+

1–0


Slutstillingen: 1. Philidor 16(10) 2. Brønshøj 15(9) 3. Nordkalotten 15(8) … 9. FREM 11,5(6) … 13. Nr. Aaby 10(4).