Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap

Aktuelle turneringer:
Indbydelser:
Efterårsturnering i OS
Start: 13-09-2010
Gelsted EMT 2010
Start: 14-09-2010
Odense Senior Efterår
Start: 15-09-2010
5. september 2009 PrintvenligDansk-svensk skakfest er i gang
Af Niels Erik Nielsen

Den dansk-svenske skakfest, i anledning af 350 året for at Nordøstfyn blev befriet for den svenske besættelse, er i fuld gang.

De to første dage var festivitasen henlagt til Sortekilde i Kerteminde, hvor stormestrene Peter Heine Nielsen og Emanuel Berg spillede lyn og gav simultanopvisning.

Favoritsejr i lynskak
Den nordiske mester Peter Heine Nielsen og den svenske ditto Emanuel Berg var storfavoritter i torsdag aftens lynturnering, der markerede starten på den fire dage lange skakfestival.

Lørdag og søndag forlægges residensen til Nyborg Slot, hvor dysterne kun står mellem de to stormestre.

Selv om især den internationale mester Steffen Pedersen, Sydøstfyn gjorde hård modstand, blev finalen til slut en favoritdyst, som Peter Heine Nielsen efter indædt fight vandt 2,5-1,5.

(foto: Svend Novrup) 

Peter Heine Nielsen og Emanuel Berg i et af de fire finalepartier.

Steffen Pedersen blev nr. 3 foran den regerende fynsmester i lyn Sven Judas, Nr. Aaby, mens de to outsidere Jakob Petersen, Indslev og Søren Plovgaard, Assens lukkede leddet.

Aftenens vel nok største overraskelse var, at Jakob Petersen formåede at sende Per Stentebjerg, Læseforeningen ned i B-gruppen.

Her tog LF-spilleren til gengæld revanche ved at vinde samtlige 8 partier, mens Morten Jannik, Odense Skakklub blev toer med 5p.

Selv om det for nogle var småt med pointhøsten, fik alle en lille gave at gå hjem på, idet samtlige deltagere kunne udvælge sig en skakbog blandt et righoldigt sortiment fra Svend Novrups lager.

Stormestrene gjorde rent bord
Ved fredagens simultanforestilling lagde Peter Heine Nielsen ud med en grundig gennemgang af partiet Fabiano Caruana-Peter Heine Nielsen fra 8. runde i NH Chess Tournament i Amsterdam.

Derpå mødte Emanuel Berg og Peter Heine Nielsen efter tur udfordrerne i en ursimultan. Svenskeren lagde ud og bankede samtlige modstandere efter noder.

Det foregik i en risikobetonet stil, hvor han med såvel hvid som sort konsekvent spillede på kongeangreb.

Her går det ud over Indslevs formand Andrew Velarde, der slap meget skidt fra åbningen:

Hvid: Emanuel Berg
Sort: Andrew Velarde, Indslev
1.e4 d5 2.exd5 Sf6 3.Sf3 Sxd5 4.d4 Lf5 5.Ld3 Lg6 6.0–0 Sc6 7.c4 Sf6 8.d5 Lxd3 9.Dxd3 e6 10.De2 Se7 11.dxe6 fxe6 12.Td1 Dc8 13.Sg5 Sg6 14.Sxe6 Kf7 15.Sg5+ Kg8

16.c5!
Det mere prosaiske 16.Td8 koster tårnet på a8, da 16…Dxd8?? strander på 17.De6#.
16…Dg4 17.f3 Lxc5+ 18.Kh1 Df5 19.Dc4+ Sd5 20.Txd5 b5 21.Td8#
1–0

Spillemåden kræver en præcis variantberegning, og Emanuel brugte da også noget mere tid end Peter, der nærmest spillede lyn med de fremmødte. Ved de fleste brætter havde den danske stormester stadig over 20 minutter tilbage på uret, da modstanderne opgav eller tabte på tid. 

Det var just, hvad der skete for Lene Kuntz, FREM, der netop havde fået afviklet til et uligefarvet løberslutspil med visse remischancer, da hendes vinge faldt.

Martin Noer, Nordkalotten måtte også se et holdbart tårnslutspil gå tabt, da tiden blev knap.

Missede matten
Når man spiller i Peter Heines tempo, kan overseelser naturligvis forekomme, og en enkelt stormesterlig brøler blev det da også til, men den forblev ustraffet:

Hvid: Søren Plovgaard, Assens
Sort: GM Peter Heine Nielsen 
1.d4 d5 2.c4 e6 3.Sf3 Sf6 4.Sc3 c6 5.Lg5 dxc4 6.e4 b5 7.e5 h6 8.Lh4 g5 9.Sxg5 hxg5 10.Lxg5 Sbd7 11.Le2 Lb7 12.0–0 Db6 13.exf6 0–0–0 14.Lf3 b4 15.Sa4 Db5 16.Lf4 Sxf6 17.a3 b3 18.Sc3 Df5 19.Lg3 c5 20.Lxb7+ Kxb7 21.De2 cxd4 22.Dxc4 dxc3??

23.Dxb3+?
Der var mat i tre træk med 23.Dc7+! Ka6 24.Dc6+ Ka5 25.Lc7#.

Den missede mat
23...Ka8 24.bxc3 Ld6 25.Tfd1 Lxg3 26.Txd8+ Txd8 27.hxg3 Sg4 28.Ta2 Tb8! 29.Dd1 Tb1
0–1

 Peter Heine i fuldt firspring.

Selv om udbyttet mod stormestrene blev et stort rundt nul, tog deltagerne dog ikke helt tomhændede fra Sortekilde, idet alle blev betænkt med et gavekort på 20 kr. til en svensker/danskeris i Vaffelhuset i Kerteminde.

Læs også:
Uafgjort i ursimultan (7. september 2009)
Emanuel Berg vandt arvefjendeopgøret (7. september 2009)
Dansk-svensk skakfest (26. august 2009)
PR-arrangement på Østfyn (29. maj 2009)

© 2006 Fyns Skak Union