Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


12. april 2007 PrintvenligMoestrups egen beretning
Af Niels Erik Nielsen

I mandags sluttede DM 2007, hvor de erfarne organisationsfolk folk i Aalborg Skakforening endnu en gang sørgede for en forbilledlig afvikling af det store stævne. Dertil kommer at internet-formidlingen af LH-klassens partier var helt i top, men vil man vide nærmere om forløbet i nogle af de øvrige klasser, er det selvfølgelig deltagerne selv, man skal have fat i.

For andet år i træk kunne en fynsk spiller smykke sig med en DM-titel, og mens vi i 2006 fik hele to af slagsen, var Jørn Moestrup, Læseforeningen i år ene om at stryge til tops. Han triumferede endnu en gang i veteranklassen, og har på opfordring af nyhedsredaktøren lavet en lille beretning om, hvordan de fem runder forløb. Den følger her i let bearbejdet form.

Hvordan jeg genvandt veteran-DM
I Aalborg vandt jeg nogenlunde planmæssigt de første to runder og mødte så Holger Vestergård, Herning (1889), som jeg spillede remis med i næstsidste runde i 2006. Jeg havde lagt taktikken, og den gik ud på at presse ham fra begyndelsen, og det lykkedes fint i første omgang. Jeg fik en lille, men klar strukturel fordel, der ville vinde i et slutspil – det viste sig klart, da vi gennemgik partiet bagefter.

Men så begik jeg desværre en taktisk bommert, og så var fordelen væk, og der var ikke andet at gøre end at modtage hans remistilbud – han er en solid mand, som ikke er sådan at vælte, hvis han har god grund under fødderne.

Så gjaldt det næstsidste runde. Uanset resultatet i 3.runde skulle jeg møde Henning Nielsen, Nykøbing F. (2144), og det var jeg ret spændt på. Han havde vist tydelige svaghedstegn. Ikke alene tabte han i anden runde til en mand, der havde 250 ratingpoint mindre, men det skete oven i købet i en stillingstype, Henning plejer at være god til, uoverskuelig og med masser af komplikationer.

Jeg så på den baggrund partiet i møde med en vis fortrøstning, hvorefter Henning slet ikke kom! Jeg befandt mig i den anden ende af salen, da hans vinge faldt, overbevist om, at Henning – der vist ikke har været med i mange år – troede, at tidspunktet også om søndagen var klokken tolv.

Bagefter sagde han selv til mig, at han troede det var klokken 10, men der var ikke noget at gøre, da turneringslederen havde været på pletten og stoppet uret. Jeg ville ellers gerne have spillet, men det er åbenbart forbudt. Det var virkelig synd, at det skulle gå sådan, men det er jo ikke min fejl.

I sidste runde skulle jeg have Poul Erik Nielsen fra Holstebro, der har 71 ratingpoint mere end mine 2004, og det gik præcis som sidste år, hvor jeg også havde hvid mod en væsentlig højere rated modstander. Jeg fik fordel med det samme, og den blev hurtigt stor. Da han prøvede at befri en meget presset stilling, gik en bonde tabt, og der var i realiteten ikke meget mere at spille om.

Men et halvt point var nok, og han tog med det samme mod mit remistilbud. Siden fortrød jeg, at jeg ikke havde snuppet hele pointet.

Henning Nielsen overraskede i øvrigt negativt endnu engang og tabte minsandten også i sidste runde til en mand med ca. 250 mindre – deltagelsen ved veteran-DM må alt i alt have kostet ham omkring 50 ratingpoint.

Det var det - jeg glæder mig allerede til næste år!

Jørn Moestrup kommenterer:
Her er partiet fra sidste runde med noter af veteran-danmarksmesteren 2007:

Hvid: Jørn Moestrup, Læseforeningen (2004)
Sort: Poul Erik Nielsen, Holstebro (2075)
[noter: JM]
1.Sf3 d5 2.d4 Sf6 3.c4 c6 4.Sc3 Lg4?!
Jeg har svært ved at se det gode i dette træk, som bare taber et tempo.
5.Se5 Lf5 6.Db3!

6…Db6?!
Alternativerne er måske ikke så sympatiske, men det træk ødelægger sorts bondestilling helt og aldeles.
7.Dxb6 axb6 8.cxd5 cxd5 9.e3 Sc6?!
Det ser heller ikke godt ud, sort spiller slet ikke op til vanlig standard i denne åbning. 10.Lb5 Ld7 11.Sxd7 Kxd7 12.0–0± e6

Så har vi en stilling, hvor sort har kongen i midten, og det er halvfarligt, også uden dronninger - hvid har desuden løberparret og en langt bedre bondestilling - på dette tidspunkt var jeg sikker på, at den var hjemme.
13.f3 Kc7 14.Ld2 Le7 15.Tac1 Thc8?!
Det skulle nok være det andet tårn.
6.Sa4!
Nu er sorts dronningefløj helt paralyseret.
16...Sd7 17.Tc2 Ld8 18.Tfc1+-

Hvid har virkelig en drømmestilling. Her besluttede jeg efter grundig gennemtænkning af stillingen at konsolidere og i hvert fald vente et par træk på, hvad han ville gøre for at befri sig. Gamle Nimzowitsch sagde, at forkrampede stillinger skal befries langsomt, men det plejer folk ikke at have tålmodighed til!
18...Sdb8 19.Le1 Kd7
Den stakkels konge skulle jo gerne lidt væk, men den kan dårligt undværes i forsvaret. 20.Kf1 Lc7 21.g4 f6 22.h4 Te8
Så, nu skal der ske noget!, sort vil spille e5.

23.e4! Ta7 24.a3 Lf4 25.Td1 dxe4 26.fxe4 Ke7?
Det er naturligvis ikke godt, men sort har det meget svært.
27.Sxb6


Og så tog han mod remistilbudet med det samme - stillingen bør være vundet, men det halve point gav mig førstepladsen, og det var trods alt det vigtigste.
½–½

Se slutstillingen i veteranklassen på DM-hjemmesiden: www.skak-dm.dk/2007

Læs også:
Et feberparti (13. april 2007)
Moestrup genvandt veteran-DM (10. april 2007)
Anden DM-rapport (7. april 2007)
Første DM-rapport (5. april 2007)
Fynboer til DM 2007 - den komplette liste (1. april 2007)

© 2019 Fyns Skak Union