Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


16. marts 2007 PrintvenligKristoffer kom alene i mål
Af Niels Erik Nielsen

Inden syvende og sidste runde i Årsskifteturneringen førte Kristoffer Dyrgaard, FREM det 34 mand store felt an med 5 point, mens en forfølgerkvartet bestående af klubkammeraterne Mads B. Svendsen og Jesper Knudsen samt arrangørklubbens Peter Grau og Johnny Holler Johansen var et halvt point efter.

Spændingen om førstepladsen holdt sig ikke længe
Spændingen om hvem der ville vinde 9. udgave af turneringen forsvandt dog hurtigt, idet førende Kristoffer efter en god times spil kunne bogføre en af aftenens hurtigste gevinster:

Hvid: Kristoffer Dyrgaard, FREM
Sort: Johnny Holler Johansen, Læseforeningen

[noter: NEN]
1.e4 c5 2.Sf3 Sc6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 g6 5.Sc3 Lg7 6.Le3 Sf6 7.Lc4 d6 8.f3 Ld7 9.Dd2 Tc8 10.Lb3 0–0 11.h4 h5 12.0–0–0 Se5 13.Lg5 Da5?!
13...Tc5!=
14.Kb1 Sc4?
Denne standard-manøvre fungerer ikke her. Sort burde nok bide i det sure æble og spille dronningen tilbage til d8.
15.Lxc4 Txc4

16.Lxf6! Lxf6
16...exf6 17.Sb3±
17.Sd5 Dxd2 18.Sxf6+ exf6 19.Txd2± Tfc8 20.Thd1 Kf8 21.c3 Ke7 22.Sc2 T4c6 23.Sb4+-

23...Ta6??
23...Tc5 24.Sd5+ Ke6 25.Sf4+ Ke7 (25...Ke5?? 26.Sd3+) 26.Txd6+-.
24.Sxa6
1–0

Hård kamp om andenpladsen
Den ny årsskifte-mester kom til at vente længe på at få sin velfortjente førstepræmie, for i Kristoffers kølvand var der hård kamp om flere af de øvrige præmiegivende placeringer.

Ganske vist vandt Mads B. forholdsvis tidligt på aftenen over Jesper Knudsen, og den første seedede var dermed sikker på at få andel i andenpræmien, men Peter Grau havde som den eneste stadig muligheder for at op.

Efter et rablende tidnøds drama mod klubkammeraten Renè Rauer Hansen, hvor Peter i  den uhyre komplicerede stilling en overgang var nede på 3 sekunder, lykkedes projektet og den delte andenplads var i hus. 

Følg med i kompikationerne i et særskilt rum, der levner plads til de mange diagrammer, partiet er bedst tjent med.

Præmieoverrækkelse med champagne og småkager
Vi skulle langt ud på aftenen, inden det sidste parti var færdigt, men præmieoverrækkelsen var bestemt værd at vente på, idet Læseforeningen også på dette ellers tit lidt forsømte område havde en behagelig overraskelse parat.

Seancen blev nemlig garneret med champagne (mousserende vin) og småkager til alle, ligesom de deltagere, der havde kommenteret egne partier til bulletinen, blev betænkt med marcipanbrød skænket af Per Arnt Rasmussen.

Bulletinen var lige til ug
Apropos bulletinen, så markerede den et foreløbigt fynsk højdepunkt på området. Når man som bulletin-redaktør Peter Grau sætter en ære i, at have samtlige rundens partier med, hvoraf langt de fleste oven i købet er kommenteret og illustreret med et væld af diagrammer, er det både meget tidskrævende og noget af en faglig udfordring, men Peter løftede til fulde den opgave.

De foreløbig seks bulletiner, der blev produceret inden gårdsdagens sidste runde, var samtidig en flot gestus af Læseforeningen, der har afholdt alle udgifter til trykningen af egen klubkasse.

Hele indskuddet gik nemlig til præmier, og for deltagerne var de løbende bulletiner en behagelig overraskelse, idet der intet var nævnt om dem i indbydelsen, hvilket naturligvis hænger sammen med, at ideen til dem først modnedes op til turneringsstart.

Når man skaffer sig et så forment overblik over alle spillede partier, er det en oplagt idé at kåre rundens bedste præstation, og således blev det. I de første seks runder kårede Læseforeningens bestyrelse en vinder, som blev behørigt hyldet og fik overrakt en flaske rødvin inden næste runde gik i gang.

Da tanken netop var at hylde skaberen af kunstværket, bliver der ikke uddelt nogen skønhedspræmie efter 7. runde, idet eksponeringen af en eventuel vinder ville være svær at opnå, nu hvor deltagerne er spredt for alle vinde!

Præmielisten

1. Kristoffer Dyrgaard, FREM 6p.

2-3. Mads B. Svendsen, FREM og Peter Grau, Læseforeningen, begge 5,5p. Toerne var sammen med turneringsvinderen de eneste, der gik ubesejrede gennem turneringen.

Bedst under 1900: Jakob Grauslund, Læseforeningen 5p. Med en forventet score på 3.10 spillede Jakob en flot turnering kulminerende med sejren i sidste runde over næstfavoritten Per Arnt Rasmussen.

Bedst under 1700: Niels Henrik Cappelen, Læseforeningen 4,5p. Seedet 21 og med en forventet score på 3.25 vil NHC garanteret mindes denne udgave af årsskifteturneringen med stor glæde. Bedste enkeltpræstation var gevinsten mod klubkammeraten Allan Drost (seedet 11) i sidste runde (partiet kandiderer til en plads i feltet i et kommende opsamlingsheat, der senere kommer op her på siden).

Næstbedst under 1700: Tobias Rostgaard, FREM 4p. Turneringen markerede et veritabelt gennembrud for feltets yngste deltager. Den 13-årige Tobias var med ratingtallet 1271 seedet til en 32. plads, men da det ene gode resultat afløste det andet, fik han fornøjelsen af at prøve kræfter med flere af de skrappere i feltet.

Det resulterede i en rekord lav forventet score på 0.50 af 7.00, og da Tobias endte på 4p., var der jackpot i rating-maskinen, der spyttede 225(!) point ud, så talentet i næste turnering stiller op med 1496.

Selv regner han sejren i 3. runde mod Jens Rasmussen, Læseforeningen for sin bedste præstation (se partiet her på hjemmesiden under ’Tobias imponerer’). Derudover tog han undervejs sin første mesterskalp – det gik ud over Jørn Schmidt, Nyborg, der i 4. runde blev den lille. Tobias sluttede fornemt af med remis mod sjette seedede Jørn Moestrup.

Bedst under 1500: Den vandt Tobias Rostgaard i overlegen stil, men da han allerede var betænkt med præmie i en højere ratinggruppe, tilfaldt den i stedet for Flemming Schmidt, Læseforeningen 3,5p.

Næstbedst under 1500: Dan Wulff, Læseforeningen og Jørn Pallesen, FREM, som begge sluttede med 3p. og var fælles om at score godt 1.50 over forventet score, delte præmien.

Se tabellen med samtlige enkeltresultater på Læseforeningens hjemmeside: www.lfskak.dk

Læs også:
Spanske komplikationer (17. marts 2007)

© 2019 Fyns Skak Union