Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


2. oktober 2006 PrintvenligOdensemesterskabet står for døren
Af Niels Erik Nielsen

Her ved indgangen til oktober byder vejret på regn og rusk, så hvad enten vi bryder os om det eller ej, er det nu for alvor blevet efterår og dermed tid til indendørs sysler. I den forbindelse har Frem Skakklub et rigtigt godt tilbud i efterårsferien, nemlig Odensemesterskabet 2006, der løber af stabelen fra torsdag den 19. oktober til søndag den 22. oktober i Ungdomshuset i Odense blot et stenkast fra banegården, så transportmulighederne er helt i top.

Det er præmiesummen også, idet arrangørklubben garanterer 5000 kr. til vinderen af turneringen, ligesom der er 2000 kr. i 2. præmie og 1000 kr. i 3. præmie. Afhængig af deltagerantallet vil øverste ratinggruppe bestå af 12-16 spillere.

I hver af de efterfølgende undergrupper á 10-12 spillere garanteres en 1. præmie på 1000 kr. og en 2. præmie på 500 kr.

I en fynsk sammenhæng er konceptet med 7 runder på blot 4 dage noget af en nyskabelse, men i såvel København som flere steder i det jyske har man gode erfaringer med denne komprimerede afviklingsform, så hold dig ikke tilbage, men tilmeld dig til Jesper Knudsen, e-mail: springertild4@yahoo.dk, eller på tlf. 23 63 23 10 senest torsdag den 12. oktober.

De store pengepræmier har allerede fået de to internationale mestre Steffen Pedersen og Lars Borbjerggaard til at tilmelde sig, og af andre kendte fynske mesterspillere på tilmeldingslisten kan nævnes Jan Nordenbæk, Kristoffer Dyrgaard, Tom Frantsen, Per Sørensen og René Rauer Hansen.

Desuden er det os en stor glæde at kunne præsentere Danmarks yngste mesterspiller,
den 11-årige Mads Andersen, Skanderborg, der i sommerens Politiken Cup efter en fornem indsats passerede de 1900.

Se hvem der foreløbig er tilmeldt, og følg med i opdateringerne på Frem Skakklubs nye hjemmeside: www.fremskak.dk, hvor man også kan finde indbydelsen, der for øvrigt også kan ses her på siden under både Kalender og Turneringer.

Læs også:
Højdepunkter fra OM (28. oktober 2006)
Højdepunkter fra OM 2 (28. oktober 2006)
Højdepunkter fra OM 3 (28. oktober 2006)
Højdepunkter fra OM 4 (28. oktober 2006)
Jan Kuntz sensationelt med helt fremme ved OM (22. oktober 2006)
Steffen Pedersen vandt OM (22. oktober 2006)
De tre højest ratede alene i spidsen ved OM (21. oktober 2006)
Tilmeldingsfristen til Odensemesterskabet udskudt til mandag (14. oktober 2006)
Skakklubben Frem tilbage på nettet (27. september 2006)

© 2019 Fyns Skak Union