Søndagens kvalifikationsstævne i Nyborg bød på et interessant gensyn med IM Steffen Pedersen, der netop har været med til at sikre Helsinge klubbens sjette holdmesterskab i træk. Fra 1. april står der imidlertid atter Sydøstfyn på visitkortet, idet danmarksmesteren fra Køge 2004 skal forstærke oprykkerne i deres bestræbelser på at bide sig fast i landets næstbedste række, 1. division.
Niels Højgaards tropper har stolte pokaltraditioner såvel i fynsk sammenhæng som i den landsdækkende på Hotel Nyborg Strand, hvor de sidste år sikrede sig sølvmedaljerne. Med Steffen på førstebræt og Lars Borbjerggaard, Jan Nordenbæk og Finn Nøhr på de øvrige, var de klare favoritter til at sikre sig den ene plads i eliterækken, mens deres 1. divisionskolleger fra Læseforeningen anført af Carsten Bank Friis lå til den anden med FREM i outsiderens rolle.
Derfor kunne udfaldet af 1. rundes møde mellem de to odenseanske klubber også meget vel blive afgørende for, hvem der skulle ledsage Sydøstfyn til finalestævnet i pinsen.
Her Robert Vollertsens referater fra kampene i eliterækken:
Kim Skaanning lægger allerede fra starten pres på Carsten Bank Friis og får en klar positionel fordel. Kims springer dominerer brættet, hvorimod Carstens løber ligeså godt kunne være tilskuer uden for brættet. Carsten kæmper godt, men partiet står ikke til at redde.
Jesper Knudsen vinder over Johnny Holler Johansen, og lige pludselig ser det meget sort ud for Læseforeningen, som tilmed er ved at løbe tør for tid på de resterende brætter.
Robert Vollertsen afviger i åbningen mod Mads Bilde Svendsen, men det forhindrer nu ikke sort i at udligne. I midtspillet bliver Mads dog nødt til at lave flere og flere positionelle indrømmelser, og det kulminerer i, at han sætter en officer i slag:
Hvid: Robert Vollertsen, Læseforeningen
Sort: Mads Bilde Svendsen, FREM
[noter: RV]
1.e4 c5 2.Sf3 Sc6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 g6 5.g3 Lg7 6.Se2
Sort kan også udnytte den hvide opstilling ved at spille b5 og vinde terræn på dronningefløjen.
6...Sf6 7.Lg2 0–0 8.0–0 d6 9.Sbc3 a6 10.Lg5
bedre 10.a4
10...Se5 11.Tb1 Lg4 12.f3 Db6+ 13.Kh1 Le6 14.Sf4 Sc4?!
Bedre 14...Lc4
15.Sxe6 fxe6 16.De2?!
16.Lh3 Kf7 17.Lxf6 Lxf6 18.Lxe6+ Kxe6 19.Dd5+±
16...Tac8 17.Lh3 Kf7 18.e5 dxe5 19.Se4 h6 20.b3 Sd6 21.Le3 Da5
21...Dc6!
22.c4 Sf5 23.Lg1
23...Kg8
23...Sd4? 24.Lxd4 exd4 25.Sd6+! Kg8 (25...exd6 26.Dxe6#) 26.Sxc8
24.b4 Da4 25.Sc5 Txc5 26.bxc5 Dc6 27.Dxe5 Sg4
28.De2 Se5 29.Tb6 Dc7 30.Txe6 Sd4?? 31.Lxd4 Dd7 32.Txe5 Dxd4 33.Txe7 Kh7 34.Td1 Df6 35.Tdd7 Da1+ 36.Kg2 Tg8 37.Le6 h5 38.Lxg8+ Kxg8 39.Txg7+ Dxg7 40.Txg7+ Kxg7 41.f4 a5 42.De7+ Kh6 43.Dg5+ Kh7 44.f5 gxf5 45.Dxh5+ Kg7 46.Dxf5 a4 47.g4 a3 48.g5 b6 49.Df6+ Kh7 50.g6+ Kg8 51.Df7+ Kh8 52.Dh7 mat!!
1–0
Partiet mellem Michael Jensen og Peter Christian Grau bød på en gylden chance til førstnævnte, der i sin elskede kongegambit overså 9.Sxg5!! med vindende angreb:
Robert Vollertsen kommenterer:
Partiet fik jeg desværre ikke set meget af, hverken selve spillet eller om det blev skrevet ned. Den slags petitesser har dog aldrig nogensinde afholdt mig fra at bringe et parti, så her er åbningen, rekonstrueret ud fra en analysestilling:
Hvid: Michael Jensen, FREM
Sort: Peter Christian Grau,Læseforeningen
1.e4 e5 2.f4 exf4 3.d4 g5 4.g3 fxg3 5.hxg3 h6 6.Sc3 d6 7.Sf3 Le7 8.Lc4 c6
Nogle gange spiller man med så klar en strategi for øjet, at man, når den ønskede stilling er opnået, ikke længere kan se formålet. Michael har ikke så overraskende valgt at spille kongegambit og konsekvent lagt pres på g5, f7 og h8. Stillingen er ret skarp, og derfor kommer det som en overraskelse for Michael, at Peter spiller det langsomme træk 8…c6.
Michael har allerede overvejet at slå på g5 inden niende træk, men afstår for at udvikle løberen i stedet. Hvis han nu fortsætter med 9.Sxg5!!, så er sort stort set færdig. 9...Lxg5 10.Dh5 Le7 11.Dxf7+ Kd7
12.Tf1! (hvid forhindrer først Df8) 12...b5 13.Lb3 a5 (13...b4 14.Se2 hjælper ikke sort) 14.e5! (...og går så i gang med at åbne stillingen for at udnytte bindinger og få gafler) 14…a4 (14...dxe5 15.De6+ Kc7 16.Dxe5+ Dd6 17.Lf4!+-) 15.Le6+ Kc7 16.exd6+ (16…Dxd6?? 17.Lf4+-) 16…Kb6 17.dxe7 Sxe7 18.Le3 med hvid gevinststilling.
Steffen Pedersen vinder over Kim Skaanning. Mads Bilde Svendsen spiller remis med Lars Borbjerggaard. Jan Nordenbæk spiller remis mod Michael Jensen. Jesper Knudsen taber til Finn Nøhr. Kampen ender altså 3-1 til Sydøstfyn, som dermed allerede har kvalificeret sig.
Læseforeningen skal have et point i den sidste match mod Sydøstfyn for at få omkamp eller mere for at gå videre. De fornødne point skal hentes ved hjælp af reserven Morten Topholm Rud.
[Jeg er ikke så stor tilhænger af udskiftningen, da den godt kan skabe splid. Jeg modsætter mig dog heller ikke holdets beslutning, da det ikke strider imod reglerne og vores egentlig holdleder, Per Stentebjerg-Hansen, formentlig ville have foretaget samme udskiftning. Rigtignok må jeg lægge øre til en del sarkastiske bemærkninger, men det rører mig ikke, fordi både Morten og Per allerede inden spilledagen var opført som reserver på vores interne holdopstilling.]
Partiet mellem Lars Borbjerggaard og Robert Volletsen bliver allerede fra starten af meget interessant, da Robert vælger at ofre en bonde med de sorte brikker:
Hvid: Lars Borbjerggaard, Sydøstfyn
Sort: Robert Vollertsen, Læseforeningen
1.d4 c5 2.d5 g6 3.e4 d6 4.Sc3 Lg7 5.Lg5 Sf6 6.Le2 0–0 7.Dd2 b5?!
7...a6!
8.Lxb5 Db6 9.a4 a6 10.Ld3 Sg4 11.Tb1?
11.Sd1!±
11...c4 12.a5 Dxa5?
Og partiet ender senere remis. Efter 12...Lxc3! 13.axb6 Lxd2+ 14.Lxd2 cxd3 kunne Lars opgive.
Selv om Robert misser gevinsten, så ser det ikke så ringe ud på de andre brætter. Peter har måske et par småskader i kongestillingen mod Finn Nøhr, men Morten Topholm Rud står til gengæld bedre mod Jan Nordenbæk, og Carsten Bank Friis er i gang med at spille et rigtig godt parti mod Steffen Pedersen. Carsten formår at trænge ind i Steffens stilling med et tårn, og det er nok til at vinde. Morten derimod spiller lidt sløset og taber en bonde, hvilket koster ham partiet. Både Peter og Robert er dog i stand til at forcere den remis, som sender Læseforeningen videre.
Kampen ender 2-2 og Sydøstfyn og Læseforeningen er videre til finalestævnet, mens FREM blev sorteper.
Læs også:
6 hold videre til Nyborg Strand (30. april 2006)
Pokal Kvalifikation i Nyborg (28. april 2006)