Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


29. marts 2006 PrintvenligBemærkelsesværdig præstation af 84-årige Alfred Andersen
Af Niels Erik Nielsen

Det bliver en relativ billig omgang for FSU’s kasserer, når specialpræmien for at score maksimumpoint i holdturneringen – et gavekort til Dansk Skaksalg – skal uddeles på hovedkredsmødet nu på fredag den 31. marts. Det lykkedes nemlig kun for tre spillere at gå hele vejen.

Det drejer sig om Alfred Andersen, FREM, der vandt samtlige syv partier for FREM 3, som blev en suveræn vinder af serie 1, kreds 2. Præstationen er så bemærkelsesværdig, at den fortjener at få et par ord med på vejen:

Den 84-årige Alfred Andersen, som er æresmedlem i FREM, begyndte at spille i klubben i efteråret 1946 og har været fast inventar siden, så et usædvanligt jubilæum er nært forestående. Alfred har altid gået forrest, når der skulle gøres en indsats i klub-regi, således har han over flere perioder været kasserer i sammenlagt 25 år. Ved brættet var han i årtier blandt de stærkeste i FREM, og tager man et kig på den gamle Fynsmesterpokal, står der ud for 1953: Alfred Andersen.

I serie 2, kreds 2 scorede Frede Christiansen, Gelsted 1 6/6p., og da en kamp bortfaldt, er han med på gavelisten. Det samme gælder for hans holdkammerat Peder Nordborg, der ligeledes præstere 6/6p.

I serie 1, kreds 1 kan Knud Koudahl, Årslev glæde sig over en lignende score, men da han ikke deltog i 1. runde, opfylder han ikke betingelserne for at få maxist-præmien.


© 2019 Fyns Skak Union