Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


10. august 2015 PrintvenligLundeborg 2015 - 1. del
Af Niels Erik Nielsen
35. udgave af Lundeborg-turneringen, der fandt sted lørdag den 8. august, samlede 64 deltagere, hvilket var akkurat det samme antal som sidste år.


Da vejudsigten for dagen ikke tegnede alt for lovende, valgte Sydøstfyn at satse på det sikre, hvilket betød, at hurtigskakturneringen for andet år i træk blev afholdt i et lejet telt på havnepladsen.

Vand fra oven blev det ikke rigtig til, men da de første mange timer var en halvkold affære, viste teltet sig alligevel at have sin berettigelse.



Tjek hellere køreplanen næste gang
I en enkelt gruppe blev man nødt til at spille med oversidder, da en tilmeldt spiller aldrig nåede frem, mens de syv øvrige var fuldt besatte.

Oprindelig var Sven Michelsen, Esbjerg ikke tilmeldt, men han henvendte sig lørdag morgen om mulig deltagelse, og uventede hændelser endte med at sikre han en plads i feltet, og det kvitterede han for ved at vinde sin gruppe!

Blandt andet gik der i den grad kludder i det for Christian Winther, Læseforeningen, der som boende i Middelfart tog toget til Nyborg, hvor han havde en aftale med Jens Frederiksen, Nyborg om kørelejlighed til Lundeborg.

Jens var da også klar, men toget passerede stationen i høj fart. Det kom helt bag på Christian Winther, der måtte tage til efterretning, at toget først stoppede i Slagelse!

Da tiden slet ikke tillod, at Jens afventede Christians tilbagekomst fra det sjællandske, kom den ellers trofaste LF-deltager følgelig ikke til start i år.

Morale: Tjek altid køreplanen grundig, før du sætter sig ind i et tog.


Jyderne kommer!
Igennem turneringens 35-årige historie har de fynske klubber altid været i overtal, men i år gik den ikke længere, idet de jyske klubber denne gang nåede på omgangshøjde.

Helt nøjagtig endte landsdelsopgøret 9-9, mens 10 deltagere stillede op som enkeltmedlemmer.

Jyderne i skikkelse af Ribe Skakklub sikrede sig også med syv mand til start førstepræmien i kategorien flest deltagere, mens Faaborg og FREM delte andenpladsen med hver seks.

Ser vi på, hvem der kom på sildekasserne, var jævnbyrdigheden tilsvarende stor; når enkeltmedlemmer holdes ude, viser fintællingen, at Fyn kunne bryste sig af 14 præmietagere, mens Jylland måtte nøjes med 12, men også her peger tendensen for de seneste turneringer entydigt i sidstnævntes retning.



Sydøstfyns formand Niels Højgaard besvarer spørgsmål.

Tre familier
For vist nok første gang i Lundeborgs lange historie deltog tre familier repræsenterende flere generationer i turneringen. De kom alle fra fynske klubber, og de to af dem kom oven i købet fra den samme, nemlig FREM.



Familien Møller: Sophus, Albert og André i selskab med Ulla.

Det drejede sig om far André Friis Møller og sønnerne Sophus og Albert samt far Steen Roed Gundorf og sønnerne Elias og Jonathan, som godt nok var registreret som enkeltmedlemmer, selv om de alle deltager i klublivet i Odense-klubben.



Familien Gundorf: Steen, Elias og Jonathan.

Endvidere var Faaborg repræsenteret af far Ove Matras og sønnerne Mads og Poul.



Familien Matras: Poul, Mads og Ove hygger sig i selskab med Ulla.

Storfavoritten skidt fra start
I 2014-udgaven satte mesterskabsklassen rekord med et ratingsnit på 2320, men det var vi langt fra i år, hvor det landede på 2102, som kun var lidt højere end snittet i sidste års mester 2.

Det skyldtes naturligvis, at hverken IM Lars Borbjerggaard, FM Klaus Berg, FM Mads Boe, FM Jwan Bakr, Jan Nordenbæk eller Kristoffer Dyrgaard modsat sidste år mødte frem.

I 2014-udgaven måtte de to tidligere Lundeborg-mestre Claus Rossen, Viborg og Tom Frantsen, FREM således se sig henvist til mester 2, men denne gang var de begge at finde i mester 1.

IM Steffen Pedersen, Skanderborg (2408), som endte på en delt andenplads sidste år, var eneste genganger i mester 1, og den tidligere Sydøstfyn-spiller stillede op som tårnhøj favorit.

Det er i hvert fald svært at konkludere andet, idet der var 276 ratingpoint ned til anden seedede Claus Rossen.

Derfor var der tale om intet mindre end en sensation, da Steffen i 1. runde måtte ned mod Ole Bønnelykke og så endda i et miniature-parti:

Hvid: Ole Bønnelykke, Esbjerg
Sort: Stefen Pedersen, Skanderborg

[noter: NEN]
1.e4 c6 2.d4 d5 3.e5 Lf5 4.Sc3 e6 5.g4 Lg6 6.Sge2 c5 7.Le3 Sd7 8.h4 h5 9.Sf4 Lh7 10.Ld3 Lxd3 11.Dxd3 hxg4



12.Sxe6!? fxe6 13.Dg6+ Ke7 14.Lg5+ Sdf6 15.0–0–0



15…De8??

15...cxd4 16.exf6+ Sxf6 17.Txd4 Kd7 var bedre, men hvids angreb ser farligt ud, og også efter 15...Kd7 16.exf6 Sxf6 17.dxc5 De8 18.Dd3 Td8 beholder hvid de klart bedste udsigter.
16.exf6+ gxf6



17.Sxd5+! Kd7

17...exd5?? 18.The1+ kommer naturligvis ikke på tale.
18.Sxf6+



Og Steffen havde set rigeligt. En mulig fortsættelse var: 18...Sxf6 19.Dxf6 Tg8 20.dxc5+ Kc6 21.The1, og ud over at være materielt foran, har hvid også en overvældende angrebsstilling.
1–0



Ole Bønnelykke - Steffen Pedersen.

Derpå understregede Steffen imidlertid klassen ved at vinde sine fem næste partier, og forhåndsfavoritten var inden sidste runde et helt point foran den nærmeste konkurrent Claus Rossen.



Lars Wilton - Steffen Pedersen.

Hvid trækker og taber i et træk

De to sluttede af mod hinanden, så der var tale om et vaskeægte topopgør, men da Steffen med de hvide brikker ville sikre sig en udelt førsteplads i tilfælde af remis, regnede de færreste med, at han ville blive indhentet, men det var just, hvad der skete:



I diagramstillingen anede Steffen fred og ingen fare og spillede 30.Sc3-d5??
I stedet for burde han have spillet 30.Lxb6, hvorefter 30…bxc3 31.La5 c4! ser ret lige ud.
30...Sxd5 31.exd5 Tb5!



0–1


En fatal binding
Tom Frantsen sikrede sig med en slutspurt på 2/2p. tredjepladsen. Her går det i næstsidste runde ud over Dennis Munksgaard, Jerne, der netop har begået den afgørende fejl med 34.Te6xa6?:



34...Tg5! 35.Ta8??

Løberen på f6 ryger under alle omstændigheder, men dette er ren gavebod.
35…Dxg4+ 36.Dxg4! Txg4+ 37.Kh1 Txa8
0–1


Slutstillingen i mester 1:
1-2. IM Steffen Pedersen, Skanderborg og Claus Rossen, Viborg, begge 5p. 3. Tom Frantsen, FREM 4,5p. 4. Ole Bønnelykke, Esbjerg 4p. 5. Sophus M. Møller, FREM 3,5p. 6. Gert Aagaard, Springeren 2,5p. 7. Dennis Munksgaard, Jerne 2p. 8. Lars Wilton, Ribe 1,5p.



Præmietagerne i mester 1: Steffen, Claus og Tom.



Ole Bønnelykke - Dennis Munksgaard.

Se tabeller med enkeltresultater fra samtlige otte grupper på arrangørklubbens hjemmeside: www.sydostfyn.dk.

Læs også:
Lundeborg 2015 - 2. del (11. august 2015)

© 2019 Fyns Skak Union