Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


14. januar 2012 PrintvenligFM 2012 er i gang
Af Niels Erik Nielsen

FM 2012 i Bolbro Brugerhus blev igangsat torsdag aften med 38 spillere til start, hvilket var en væsentligt lavere tilslutning end for to år siden, hvor Læseforeningen sidst var vært for traditionsturneringen.

Sidste års udgave blev som bekendt afviklet som en stor international turnering, så den egner sig ikke som sammenligningsgrundlag, men i 2010 lykkedes det at samle hele 53 deltagere, heriblandt størstedelen af den fynske elite.

Christian Winther - Niels Henrik Cappelen

Det hører dog med til historien, at Nr. Aaby Open afvikles sideløbende med 24 deltagere, så det vigende medlemstal i 3. HK taget i betragtning, er der alligevel tale om et ganske pænt aktivitetsniveau.

Tre klare favoritter
Som sædvanlig afvikles turneringen i én stor schweizergruppe, og modsat for to år siden, hvor mange blandt de 18(!) mesterspillere havde potentialet til at blande sig, udgøres favoritfeltet denne gang kun af tre mand.

I år er der kun halvt så mange mesterspillere til start, og blandt dem kan vel kun Morten Topholm, Læseforeningen og Martin Strandby Hansen, Sydøstfyn tilskrives muligheder for at blande sig med helt fremme, hvor en meget stærk trio må forventes at komme til at slås om titlen.

Det drejer sig om rekordholderen Carsten Bank Friis, Læseforeningen (15 mesterskaber, Jan Nordenbæk, Sydøstfyn (tre mesterskaber) og Mads Hansen, FREM, der har sin første titel til gode, men som netop har imponeret stort i CXU Nytår ved som 15. seedet at blive nummer to.

Aftenens første afgørelse
8. seedede Jesper Knudsen, FREM var først til at komme på tavlen. Det gik ud over Morten Jannik, Odense Skakklub, som aldrig fik etableret nogen form for modspil i en afart af Svesnikov-varianten i siciliansk:

Hvid: Jesper Knudsen, FREM
Sort: Morten Jannik, OS
[noter: NEN]
1.Sf3 c5 2.e4 Sc6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 d6 5.Sc3 e5 6.Sdb5 a6 7.Sa3 Sf6 8.Lg5 Le7 9.Sc4 h6?! 10.Lxf6 gxf6 11.Se3 Le6 12.Scd5 Da5+ 13.c3 Tc8 14.a4 Lxd5 15.Sxd5 0–0 16.b4 Dd8 17.Dg4+ Kh7 18.Df5+ Kg7 19.h4 Tg8 20.Th3 Sb8??

21.Tg3+ Kf8 22.Txg8+ Kxg8 23.Dxc8!
1–0

Ingen slinger i valsen
De tre forhåndsfavoritter gjorde alle deres skyldighed med sikre sejre i 1. runde, og mens Mads tidligt vandt en officer fra Erling Rasmussen, Læseforeningen, som umiddelbart efter opgav, måtte de to topseedede arbejde længere, før de ventede sejre var i hus.

Først færdig var mesteren fra 2009 Jan Nordenbæk, som stille og roligt udbyggede fordelen mod Knud Aage Rasmussen, Odense Skakklub, som kom fra asken i ilden efter 26…Lf8?:

27.c5! dxc5 28.Sxe5 Le8 29.Tab1 Dc7 30.Sc4 Ta6 31.e5 Ld7 32.d6 Dd8 33.Lb7 Tca8 34.Kh2 T8a7 35.Lxa6 Txa6 36.Dd5
1–0

Mesteren fra 2010 Carsten Bank Friis var blandt de sidst færdige, men selv om 20. seedede Jimmy Sørensen, Nyborg, gjorde behjertet modstand, var der aldrig tvivl om resultatet. Vi kommer ind efter Nyborg-spillerens 20.Scb3:

20...a5! 21.Df2?! a4 22.Sc1 a3 23.Te2 Da6 24.Te3 axb2 25.Dxb2 Sc4 26.Txe8+ Txe8 27.Db5 Da7 28.a4 Te6 29.Db4?!
29.Sd3 Tb6 30.Dc5 Dxa4 31.Te1 var et bedre forsøg.
29...Ta6 30.Sd3 Txa4 31.De7 Ta1 32.Dd8+ Kh7 33.De7 Txf1+ 34.Kxf1 Da1+
0–1


Top-10 gjorde rent bord
I 2010-udgaven endte 1. runde 23-3 i øverste halvdels favør, og da der resterer et udsat parti mellem Uffe Petersen, Odense Skakklub og Villy Nielsen, Læseforeningen, kan de undertippede stadig opnå samme score.

Godt nok gjorde top-10 rent bord, men fra andet geled røg et par af favoritterne nemlig af i svinget i den indledende runde, der var usædvanlig ved, at ingen partier endte remis.

Det var 30. seedede Niels Andersen, Læseforeningen og 36. seedede Peter Kinggaard, FREM, som stod for overraskelserne ved at besejre hhv. Jens Lund, Årslev (11) og Kurt Ploug, Læseforeningen (17).

 Niels Andersen - Jens Lund og Brian Hamann - Jens Frederíksen

Her ville det så være rart at kunne vise vindernes flotte gevinstføringer, men ingen af partierne egner sig til offentliggørelse.

Niels Andersen lukrerede på, at Jens i parternes kraftige gensidige tidnød lod en dronning stå i slag, mens fynsmesteren fra 1969 Kurt Ploug - uden at være presset på tiden - kastede et helt tårn i grams mod Peter.

Benny Rod - Jørgen Kiel og bag dem vinder Peter Kinggaard over Kurt Ploug.

Kurt er tilsyneladende ikke gode venner med favoritværdigheden i den indledende runde, for to år siden overgik noget tilsvarende ham nemlig mod Ejgil Jensen, Tårnspringeren, som atter er med i FM-feltet.

Morten slog kontra
Uglerne var naturligvis på udkig efter overraskelser, og undervejs var der udbredt enighed om, at 5. seedede Morten Topholm stod halvskidt mod 24. seedede Jonas Hindsholm, FREM. Det så måske værre ud, end det var, men døm selv:

Hvid: Jonas Hindsholm, FREM
Sort: Morten Topholm, LF
[noter: NEN]
1.e4 e6 2.d4 d5 3.exd5 exd5 4.Ld3 Sc6 5.Se2 Ld6 6.Le3 h6 7.c4 Sb4 8.c5 Sxd3+ 9.Dxd3 Le7 10.Sbc3 Sf6 11.Sg3 c6 12.0–0 b6 13.Tfe1 bxc5 14.dxc5 0–0 15.Ld4 Tb8 16.Sce2 Tb5 17.Dc3 Da5 18.Dxa5 Txa5 19.b4 Tb5 20.a3 Tb7 21.Sf4 Ld8 22.Sd3 a5 23.Tab1 Se4 24.Sxe4 dxe4 25.Se5 axb4 26.axb4 Tc7 27.Sc4 f5 28.Le5 Ta7 29.Ld6 Te8


30.f3?!
Efter 30.Se5! er hvid stadig godt med.
30...Le6 31.Se5 Ld5 32.f4?!
32.b5! cxb5 33.Txb5 exf3 34.gxf3 Lf6! med gensidige chancer.
32...g5! 33.g3?!
33.b5 var igen bedre.
33...gxf4 34.gxf4 Tg7+ 35.Kf2??
35.Kf1 var nødvendigt, men sort har fat i den lange ende efter 35...Lh4 36.Te2 Kh7! med planen Teg8.
35...Lh4+ 36.Ke3 Lxe1 37.Txe1 Ta8 38.Te2 Ta3+ 39.Kf2 e3+
0–1

Jens greb ikke chancen
Derimod er der ingen tvivl om, at undertippede Jens Frederiksen, Nyborg (31) missede gevinsten mod Brian Hamann, Sydøstfyn, der netop har spillet 37.Dc3?:


37...Lb7?
37...d4! 38.Sxd4 Df2!, hvorefter sort har vindende angreb.
38.Sd4 g4? 39.Tg1! Tc8 40.Dxc8+ Lxc8 41.Txg4+ Dxg4 42.hxg4 Kf8
Og hvid vandt i få træk.
1–0

Per Bjerre - Renè Rauer Hansen

Se tabellen med samtlige enkeltresultater på Læseforeningens hjemmeside: www.lfskak.dk

 

Læs også:
FM 2012 - afsluttende beretning (31. marts 2012)
Jan Nordenbæk vandt FM 2012 (30. marts 2012)
FM 2012 - Friis og Nordenbæk alene i front (18. marts 2012)
FM 2012 - Nordenbæk vandt over Friis (10. marts 2012)
FM på vej ind i den afgørende fase (5. marts 2012)
FM 2012 - første skønhedspræmie uddelt (4. februar 2012)
Favoritterne gjorde rent bord (28. januar 2012)

© 2019 Fyns Skak Union