Søg i nyheder Kontakt fsu Sitemap
Liveskak


5. september 2011 PrintvenligAlfreds fødselsdagsturnering
Af Niels Erik Nielsen

Lørdag den 3. september afholdt FREM reception og hurtigturnering for klubbens æresmedlem Alfred Andersen, der dagen før fyldte 90.

Trods uheldigt sammenfald med et andet skakarrangement i byen, var omkring 30 mødt frem for at hylde den gamle kæmpe, der har været en del af det odenseanske skakliv i en menneskealder, ja, man fristes til at skrive flere! 

Fra receptionen: Cipriano Sande, Jens Rasmussen og Niels Henrik Cappelen.

Et langt liv i skakkens tjeneste
Som den i klubben, der har kendt Alfred længst, var jeg af bestyrelsen blevet opfordret til at sige et par ord ved denne festlige lejlighed.

Da Alfred qua sit politiske arbejde var en kendt skikkelse i Odense, indtil han i 1993 trådte ud af byrådet, tog jeg det for givet, at den lokale avis ville bringe en fyldig omtale i anledning af hans 90 års dag, men det skete desværre ikke.

Derfor var første del af min tale helliget Alfreds begivenhedsrige liv, fra Danmark blev besat i 1940, og indtil han stoppede som aktiv politiker for knap 20 år siden.

Da dette er en skakhjemmeside, holder jeg mig i det følgende til Alfreds bedrifter ved skakbrættet, ser bort fra interne klubforhold og nøjes her med at gengive ting af almen interesse:

I 1946 flyttede Alfred til Odense, hvor han har boet siden, og på sin storebror Svend Aages anbefaling meldte han sig ind i FREM.

Det skete nærmere bestemt 1. september samme år, så det var ikke alene Alfreds 90 års fødselsdag, vi fejrede i lørdags, men også noget så sjældent som hans 65 års jubilæum som medlem af samme klub.

”Du markerede dig snart som en af klubbens stærkeste spillere, og din nok største bedrift kom i 1953, hvor vi på evighedslisten over fynsmestre finder navnet Alfred Andersen.

Ud over at spille, fornægtede din lyst til organisatorisk arbejde sig heller ikke i skaksammenhæng.

Fra du kom ind i klubben og næsten 50 år frem, var du i næsten halvdelen af tiden i forskellige perioder klubbens kasserer.

Utallige er desuden de gange, hvor du med din store erfaring fra det politiske liv har været en god dirigent på klubbens generalforsamlinger.

Da FREM kunne fejre 50 års jubilæum i 1987, blev du udnævnt til æresmedlem for din store indsat.

Dit lange liv i klubben har været præget af store op- og nedture på medlemsfronten, hvor et par af de absolutte lavpunkter indtraf først i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, hvor medlemstallet begge gange faretruende nærmede sig et etcifret tal!

Du har altid været en trofast deltager i klub- og holdturneringen, og har især i sidstnævnte sammenhæng oftest været en af de sidste, der var færdig.

Remis findes ikke i din ordbog, og din energi er mangen en gang blevet belønnet med hele pointet. Således blev du i sidste sæson tredjeholdets suveræne topscorer ved kun at afgive et halvt point i de syv runder.

Så sent som ved DM i påsken i år opnåede du en flot fjerdeplads i et felt, hvor du sagtens kunne være far til flere af deltagerne!

Det var ordene fra mig, kære Alfred, du har jo altid forstået at passe godt på dig selv, så lad os håbe, at der venter dig nogle gode år forude.

Hjertelig til lykke og tak for alt det, du har givet klubben.”

(foto: Morten Jannik)

Alfred Andersen i aktion.

Ungdommen sat på plads
Selv om Peter Kinggaard endnu mangler fem år i at have alderen, var han så venlig at træde ind i veterangruppen, der desuden bestod af fødselaren Alfred Andersen, Cipriano Sande, Niels Justesen, Jens Rasmussen og Hans Hansen.

 Alfred Andersen - Niels Justesen og Hans Hansen - Jens Rasmussen.

Peters gestus, der betød at de seks deltagere kunne spille alle-mod-alle, blev dog ikke belønnet ved brættet, idet hans fem ældre modstandere henviste feltets Benjamin til sidstepladsen!

 Jens Rasmussen - Cipriano Sande og Niels Justesen - Hans Hansen.

Spændingen om førstepladsen forsvandt tidligt, da en på dagen aldeles suveræn Jens Rasmussen vandt samtlige fem partier og kom i mål hele to point foran Hans Hansen.

Kristoffer gav den gas
En del skulle videre efter receptionen, men det lykkedes at oprette en Monrad-gruppe med 14 deltagere, som spillede syv runder med 15 minutter pr. spiller pr. parti.

Med i feltet var flere af klubbens nuværende og tidligere førsteholdsspillere; specielt glædeligt var det at se holdets tidligere ankermand, Kim Skaanning, der nu spiller for Evans, Vejle, ved denne lejlighed.

Ligeledes var det rigtig godt, at så mange af klubbens helt unge spillere mødte frem og var med til at fejre superveteranen Alfred.

De deltog alle i den efterfølgende Monrad-turnering, hvor der var over 1000 ratingpoints forskel mellem top og bund.

Michael B. Madsen - Kim Skaanning og Tom Frantsen - Kristoffer Dyrgaard.

Klubmesteren Michael B. Madsen lagde ud med at vinde sine fire første partier, men da han endnu havde et par af feltets bedste spillere til gode, regnede han på min forespørgsel ikke med at kunne vinde turneringen.

Hans realisme/pessimisme viste sig velbegrundet, thi han fik ikke flere point. Her går det galt mod klubkammeraten Tom Frantsen, som langsomt fik befriet sin stilling og derpå vandt på materialefordelen:

Hvid: Michael B. Madsen, FREM
Sort: Tom Frantsen, FREM

[noter: NEN]
1.e4 c6 2.d4 d5 3.e5 Lf5 4.Sf3 e6 5.Le2 Sd7 6.0–0 Se7 7.Se1 c5 8.Sc3 Lg6 9.Lg5 Db6 10.dxc5 Sxc5 11.Le3 Sf5 12.Lb5+ Kd8 13.Sxd5?! exd5 14.Dxd5+


14...Kc8?
14...Kc7! 15.Lxc5 Lxc5 16.Sd3 Dxb5 17.Sxc5 Dc6!–+.
15.Ld7+! Kb8 16.b4?
16.Lxf5! Lxf5 17.Dxf7 med uklart spil.
16...Sxe3 17.fxe3 Sxd7 18.Dxd7 Dc7 19.De8+ Dc8 20.Db5 a6 21.Dd5 Dc6 22.Dd4 Le7 23.Df4 De6! 24.Sf3 Ka7 25.Sd4 Db6 26.a4 f6 27.a5 Dc7 28.Sf3 Tae8 29.b5 axb5 30.Sd4 Dxe5 31.Dxe5 fxe5 32.Sxb5+ Kb8 33.Tfb1 Kc8 34.Sa7+ Kc7 35.a6 bxa6 36.Txa6 Tb8 37.Tc6+ Kd7 38.Td1+ Ke8 39.Sc8?!


39...Le4! 40.Tc7 Lf8 41.h4 h5 42.Td2 Th6
Og sort vandt.
0–1

Johnny H. Johansen - Anders Frederiksen og Sander Ehmsen - Tobias Ilsøe Jensen.

Kristoffer Dyrgaard afgav blot et halvt point, og så var han endda i det gavmilde hjørne mod Kim Skaanning; vi kommer ind efter sidstnævntes 21…Td8??:


22.Ld4?
22.Le7!+-.
22...Txd7 23.Dxd7
23.Dxa8+ Td8 24.Dc6 Dg5 er ligeledes godt for sort.
23...Df4?
23...e5!–+.
24.Lc4 Dc1+ 25.Kh2 Dxc2


26.Lxe6! Lxd4 27.Lxf7+!?
Stærkere var 27.Dxf7+! Kh8 28.cxd4+-.
27...Kf8 28.Dd6+?
Og parterne enedes om remis; efter 28.Dxd4! bør hvid stå til gevinst, da der på 28...Kxf7 følger 29.Dd5+ Ke7 30.Dxa8.
½–½

Tobias Ilsøe Jensen - Jess Nykjær; Emma Le Besq kigger på.

Toms muligheder for at følge Kristoffer til dørs forsvandt, da han i deres indbyrdes opgør måtte se sin dronning fanget efter 24.Df3:


24...g5! 25.Le3?!
25.Lc7 Sxc1 26.Lxd8 Sxb3–+; 25.Lxe6 fxe6 26.Lc7 Td7!–+.
25...g4!
0–1

Anton Kjeldsen - Jess Nykjær fulgt af  Emma Le Besq - Kristoffer Dyrgaard og Mathias Meunier - Tom Frantsen.

De bedst placerede i Monrad-gruppen blev: 1. Kristoffer Dyrgaard 6,5/7p. 2. Tom Frantsen 5,5p. 3. Kim Skaanning 4,5p. 4-6. Michael B. Madsen, Sander Ehmsen og Tobias Ilsøe Jensen, alle 4p. 
 

Læs også:
Alfred Andersen 90 år (25. august 2011)

© 2019 Fyns Skak Union